Kontoret er lukket. Har du et akut kloakproblem, så ring på vagttelefon +45 76 81 08 00
Forsiden / Nyheder / Lukning af fire overløb i Bredballe er med til at sikre det blå flag
DATO
1. juni 2022

Lukning af fire overløb i Bredballe er med til at sikre det blå flag

I dag ryger det blå flag til tops ved seks strande i Vejle. Grunden til, at flaget endnu en gang kan hejses, hænger bl.a. sammen med Vejle Kommunes store arbejde med at skabe gode faciliteter og Vejle Spildevands mangeårige investeringer i rent badevand. 

Hvis du besøger Tirsbæk Strand, Albuen, Ibæk, Hvidbjerg, Mørkholt og Fladstranden i Høll, vil du se, at det blå flag vejrer i toppen af flagstangen. Flaget er din garanti for en god strand med rent badevand.

Se det blå flag ryge til tops

Slut med fire overløb i Bredballe

At det blå flag hejses på seks strande i Vejle Kommune skyldes bl.a. Vejle Spildevands arbejde med at separere kloaksystemet i Bredballe. I de senere år er det slut med fire overløb fra nordsiden af Vejle Fjord, og det seneste blev lukket i april i år.

De lukkede overløb var placeret ved

  • Hessvej
  • Strandvejen ved 3. tunnel
  • Rosenvænget
  • Selsbjergvej

Godt samarbejde mellem Vejle Kommune, Vejle Spildevand og beboerne

Robert Schmidt, som er chef for plan og projekt i Vejle Spildevand, fortæller om det gode samarbejde, der er med til at bane vejen for lukningen af overløbene: ”Vi har et godt samarbejde mellem Vejle Kommune, som er myndighed på dette område, os i Vejle Spildevand, der udfører det konkrete anlægsarbejde og beboerne i området, som skal separere egen kloak, hvoraf mange har valgt at håndtere regnvandet på deres egen grund. Og det er netop samarbejdet, der er med til at sikre, at vi nu i alt har lukket fire overløb i Bredballe.”

Det blå flag ryger til tops ved seks strande i Vejle Kommune.

Modernisering af kloaksystemet med to rør frem for ét

Vejle Spildevand moderniserer kloaksystemet med såkaldt separatkloakering, hvor der anlægges to rør frem for ét: Man separerer med andre ord regn- og spildevandet fra hinanden. Det ene rør anvendes til spildevandet fra køkken, bad og toilet, og vandet ledes til renseanlægget. Det andet rør anvendes til regnvandet fra tage og lign., og vandet ledes ud i fjorden eller nedsives på grunden hos den enkelte husejer.

Vejle Spildevand har ansvaret for kloaksystemet i de offentlige veje, mens det på privat grund er den enkelte husejer, der skal sørge for kloakken. Når separeringen er gennemført i de offentlige veje og hos de private grundejere, kan et overløb lukkes.

Se mere om separatkloakering

Et langt, sejt træk

Robert Schmidt understreger, at arbejdet med at modernisere og separere kloaksystemet er et langt, sejt træk. Arbejdet i Bredballe startede i 2012 og kommer til at fortsætte frem til 2029. Ca. 200 ejendomme har været berørt af kloaksepareringen i de områder, der er grundlag for at lukke indtil videre i alt fire overløb. Halvdelen af ejendommene har valgt at håndtere regnvandet på egen grund.  

Projekt Bedre Badevand i gang

Udover separatkloakeringen i Bredballe besluttede Vejle Spildevands bestyrelse i juni sidste år at iværksætte et nyt storstilet projekt, der reducerer antallet af overløb til den indre del af Vejle Fjord. I løbet af tre år (2021-2023) gennemføres projekt Bedre Badevand med en række markante ændringer på Vejle renseanlæg og kloaksystemet.

Bedre Badevands konkrete anlægsprojekter

  • Nye lagertanke til spildevand på Vejle renseanlæg, en ny pumpestation og en forøgelse af kloaksystemet fra havnen til renseanlægget
  • Fire ’spildevandsmotorveje’, der skaber direkte forbindelser til renseanlægget
  • Nye teknologier, der kan rense større mængder spildevand

Hvad betyder det blå flag?

Det blå flag er en international mærkningsordning, hvor reglerne er ens i alle lande. Flaget er en garanti for en høj standard inden for miljø, vandkvalitet og sikkerhed. Du må eksempelvis ikke tage din hund eller andre husdyr med på en strand med blå flag. Det gælder dog ikke for førerhunde eller andre hunde på arbejde

 

På en strand med Blå Flag finder du

  • Rent badevand
  • Livrednings- og førstehjælpsudstyr samt livreddere enkelte steder
  • Nødtelefon på eller i nærheden af stranden eller dækning, så mobiltelefoner kan bruges som nødtelefon
  • Natur- og miljøformidlingsaktiviteter
  • Information om miljøforhold og naturområder
  • Toiletfaciliteter
  • Affaldsfaciliteter samt affaldssortering
  • Informationstavle

Kilde: https://friluftsraadet.dk/oplev-blaa-flag/blaa-flag-strande

KONTAKTPERSON
Billede af Robert Schmidt
Robert Schmidt
Chef for Plan og Projekt

SENESTE NYHEDER
Gravemaskine i gang med kloakforbedringer

16. april 2024

Kirkebakken i Børkop spærres for gennemkørsel fra uge 19

Læs nyhed

DJI 0310

21. marts 2024

Se byggeriet af lagertank med plads til 5 mio. liter vand

Læs nyhed

Teknikhus Egtved

29. februar 2024

Lukning af Egtved renseanlæg: Teknikhus på plads

Læs nyhed

Bedre Badevand Låg På Tank 1

08. februar 2024

Låg på næsten 300 ton markerer en vigtig milepæl

Læs nyhed

DATO
1. juni 2022
KONTAKTPERSON
Billede af Robert Schmidt
Robert Schmidt
Chef for Plan og Projekt

This is not for humans ceo@vejlespildevand.dk