Vejle Kommune og Vejle Spildevands store klimaprojekt i den østlige del af Vejle fortsætter d. 13. maj, hvor gravemaskiner sætter skovlen i jorden ved Steensens Vej. Formålet er at få koblet regnvand fra Grundet-området på klimaprojektet.
Nu går etape 2 i gang, hvor formålet er at få det fulde udbytte af de anlæg, som blev etableret i etape 1. Formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune Søren Peschardt glæder sig over, at etape 2 nu realiseres, så arbejdet med at gøre byen robust til fremtidens nedbør og skybrud fortsætter.
Han udtaler: ”Klimaprojekt Østbyen er et stort og vigtigt projekt for byen, hvor vi lever op til vores vision om at se vandet som en ressource. Projektet skaber både rekreative muligheder og tekniske anlæg. Vejle Kommune er glade for, at vi sammen med Vejle Spildevand kan bidrage med et projekt, der skal være med til at styre vandet fra oplandet og ned gennem byen, så vi minimerer risikoen for oversvømmelser og værditab i fremtiden.”
Tommy Troelsens Park var et af de seks delprojekter i Klimaprojekt Østbyens første etape. Boldbanerne fungerer som vandparkering, når der kommer meget nedbør.
Klimaprojekt Østbyen etape 2 skal opsamle regnvand fra en del af Grundet, og via Lille Grundet Hulvej føres vandet til Tommy Troelsens Park. Helt konkret kommer Vejle Spildevand til at etablere et nyt stort rør til regnvand i Horsensvej og Lille Grundet Hulvej.
Selskabet etablerer også riste i Lille Grundet Hulvej til at opsamle vandet. Fra Tommy Troelsens Park ledes vandet via et rør i Rødkildevej ud i Vejle Fjord.
Bestyrelsesformand i Vejle Spildevand Svend Erik Nielsen fortæller:
”Med etape 2 af Klimaprojekt Østbyen skaber vi forbindelse mellem området ved Grundet og de anlæg, der blev etableret i etape 1. Vi tilslutter derved mere vand til systemet. Når etape 2 er færdigt, håndterer vi vandet fra et areal på hele 265 ha i den nordlige og østlige del af Vejle. Det svarer til 371 fodboldbaner. Det er med andre ord et stort område og en vigtig indsats for klimasikringen.”
Klimaprojekt Østbyen er dimensioneret til at kunne håndtere en 100 års regn i år 2100, og etape to forventes afsluttet i september 2025.
Vejle Kommune og Vejle Spildevand har et stort fokus på at minimere trafikgenerne på Horsensvej, mens anlægsarbejdet står på. Inden landsstævnet skal Horsensvej krydses – det vil ske i to weekender i juni. Anlægsarbejdet på langs af Horsensvej går først i gang efter landsstævnet, og flere projekter udføres på samme tid i sommerperioden, hvor trafikmængden er mindre.
De øvrige projekter er, at Vejle Kommune samtidig ombygger krydset Horsensvej/Østerbrogade, etablerer cykelsti ved Grundet Hulvej og renoverer ved tunnellen ved Vejle Friskole.