Kontoret er lukket. Har du et akut kloakproblem, ring på vagttelefon +45 76 81 08 00
Forsiden / Projekter / Oversigtskort - aktuelle projekter / Givskud - privat håndtering af regnvand

Givskud - privat håndtering af regnvand

BYGGEPERIODE

Juli 2021 - Juli 2022

Bedre vandkvalitet i Givskud Bæk ved fælles hjælp

Kvaliteten af Givskud Bæk er ikke noget at prale af - det er der flere grunde til. En af grundene kommer fra kloaksystemet i Givskud. Men måske kan vi i fællesskab mindske påvirkningen fra kloakken til Givskud Bæk.

Kloaksystemet i det meste af Givskud er fra en tid, hvor det var normen, at man lavede ét fælles rør til både regnvand og spildevand. Det betyder, at når det regner kraftigt, hvilket det gør stadig oftere, bliver rørene overfyldt, og noget af det blandede regn- og spildevand løber ud i Givskud Bæk uden at være blevet renset.

Vejle Spildevand laver i 2021 en række tekniske løsninger på kloaksystemet, som vil mindske udledningen af blandet regn- og spildevand til Givskud Bæk væsentligt.

Udledning til bækken kan dog blive endnu mindre, hvis I som borgere i Givskud håndterer regnvandet på jeres egen grund. Det kaldes også at udtræde for regnvand. Når man udtræder for regnvand, kan man få op til 40% af tilslutningsbidraget tilbage, her i 2020 er der tale om ca. 25.000 kr.

 

Vil du håndtere dit regnvand på egen grund?

Der er flere måder at håndtere regnvand på egen grund. Det kan for eksempel være i faskiner eller regnbede. Du kan få inspiration og praktisk vejledning på kommunens hjemmeside https://www.vejle.dk/borger/mit-liv/miljoe-og-natur/kloak-og-spildevand/ eller via folderen 'Regnvand i haven:'

Regnvand i haven

Regnvand i haven.pdf
Download

Du kan få 25.000 kr. til at håndtere regnvand på egen grund

For at vi kan tilbagebetale de 25.000 kr., skal der være god lokal opbakning. Hvis du er interesseret, skal du udfylde det vedlagte tilkendegivelsesskema og sende det til Vejle Spildevand A/S, Toldboldvej 20, 7100 Vejle, att.: Ellen Ansholm Rasmussen inden 1. juni 2021. Alternativt kan skemaet scannes og sendes pr. mail til ellar@vejlespildevand.dk.

Tilkendegivelsesskema

Givskud Tilkendegivelsesblanket 3.0.pdf
Download

Lav en simpel nedsivningstest

Du skal lave en nedsivningstest i din have, på det sted hvor faskinen eller regnbedet ønskes placeret. Ved en nedsivningstest måles jordens nedsivningsevne. Jo højere nedsivningsevne jo bedre er mulighederne for håndtering af regnvand på egen grund.

I folderen herunder er det illustreret, hvordan en nedsivningstest kan laves. Alternativt kan du tage fat i en kloakmester, som kan hjælpe dig.

Dokumentationen for testen skal sendes med sammen med tilkendegivelsesblanketten. Du kan evt. bruge noteringsskemaet herunder:

Forundersøgelser - til nedsivning af regnvand

Forundersøgelser Til Nedsivning Af Regnvand.pdf
Download

Skema til nedsivningstest

Skema Til Nedsivningstest 3.0.pdf
Download

Undersøg din interne kloak

Det interne kloaksystem kan være afgørende for, hvor nemt et projekt kan gennemføres. Det er derfor en god idé, at tage et kig på husets kloaktegninger.

Hvis I ikke selv har tegningerne kan I være heldige, at de findes på Vejle Kommunes byggesagsarkiv, www.weblager.dk . Alternativt kan I tage kontakt til mig, da vi her ved Vejle Spildevand har været byggesagsarkivet igennem for kloaktegninger i Givskud.

Se en have i Givskud med egen regnvandshåndtering

Givskud Lokalråd støtter op om idéen med, at gøre Givskud mere bæredygtig ved privat håndtering af regnvand. Derfor er der på Østervang 17 lavet en demonstrationshave, der viser, hvordan et projekt med at håndtere regnvand på egen grund kan se ud. Vi vil på et kommende online borgermøde fortæller mere om håndtering af regnvand i haven på Østervang 17.

Vi skal have din tilkendegivelse senest 1. juni 2021

Du siger ja til udtræden Vi beregner effekten og giver besked Du etablerer anlæg til at håndtere regnvand
Senest 01.06.2021 Senest 01.07.2021 Senest 01.07.2022

 

Du har frem til 1. juni 2021 til at tilkendegive, om du ønsker at håndtere regnvand på egen grund. Derefter bruger vi en måned på at beregne, om tilslutningen til projektet er tilstrækkelig til at projektet kan gennemføres og om vi kan tilbagebetale ca. 25.000 kr. til de af jer, der ønsker at håndtere regnvand på jeres egen grund.

 

Se/gense online borgermøde

Vores opfordring giver måske anledning til spørgsmål. Derfor afholder vi et online borgermøde den 17.12.2020 kl.: 19:00.

Klik her for se/gense borgermødet

BYGGEPERIODE

Juli 2021 - Juli 2022
PROJEKTLEDER
Ellen Ansholm Rasmussen
Civilingeniør
76 41 37 53