Forsiden / Nyheder / Masser af vand fra oven udfordrede Vejle
DATO
14. oktober 2019

Masser af vand fra oven udfordrede Vejle

Det har desværre været en meget travl weekend for rigtig mange borgere og for TrekantBrand, beredskabet, materielgården, Vejle Spildevand og højtvandsvagten.

De foreløbige tal viser, at Vejle fredag fik 50 mm på under et døgn. Det er rigtig meget vand, som har givet mange problemer og udfordringer rigtig mange steder i kommunen.

Borgmester Jens Ejner Christensen deler borgernes frustrationer over, at så store dele af Vejle blev oversvømmet fredag aften.

- Det er en utrolig træls oplevelse for byen og alle, der har haft vand i kælderen, siger Jens Ejner Christensen. Det viser også, at vi fortsat skal investere i løsninger, der kan stoppe oversvømmelserne. Slusen har forhindret mange oversvømmelser, men det er ikke nok, når det for alvor går galt.

- Der skal yderligere tiltag til, og her snakker vi både forsinkelse af vandet og yderligere tekniske løsninger i Vejle by. Han tilføjer, at en del af løsningen vil være at forsinke vandet fra Grejs Å, inden det kommer til Vejle midtby.

- Vi vil evaluere på fredagens indsats i den kommende uge, og politikerne vil tage sagen op efter efterårsferien, understreger bormesteren.

Største udfordring længe

- Weekendens udfordring er en de største, vi har haft i de senere år, fortæller Keld Andersen, leder af Landbrug & Vand.

- I de sidste fire år har den nye sluse ved Bryggen reddet Vejle by fra oversvømmelser ved regn, storme og højtvande. Men når det har regnet meget gennem længere tid, og vandet står meget højt i alle vandløb, åer og i fjorden samtidig med, at jorden er mættet af vand, og alle kloakker er fyldt godt op, så er Vejle sårbar, fordi byen ligger i et hul.

- Slusen kan i en situation som denne ikke løse opgaven. Samtidig med at vandstanden i Grejs Å og Vejle å steg fredag aften, steg tidevandet, som var på det maksimale kl. 24. Denne situation er den værst tænkelige med vand fra ”alle sider” i Vejle by! Omløbsåen og Mølleåen har ikke kapacitet til at transportere så meget vand fra Grejs Å.

- Slusen har været med til at mindske oversvømmelserne. Men den kan ikke forhindre dem. Der skal mere til som f.eks. vandparkering i oplandet til Grejs Å, siger Keld Andersen. Det er også nogle af de klimaprojekter, som politikerne arbejder med i Natur- & Miljøudvalget og Teknisk Udvalg, og som vi også har fokus på i Teknik & Miljø.

- Der er også gang i klimaprojekter i Østbyen og i Ny Rosborg, hvor bassiner til opsamling af regnvand samtidig bruges til rekreative formål, ligesom det tænkes ind i al byfornyelse.

- I fremtiden forventer vi mere vand, og det er svært for DMI at forudsige, hvor meget der kommer hvor og hvornår. Det er derfor også en god ide, at husejerne tænker på, hvordan de bedst kan sikre deres ejendom mod vand. Vi er nødt til at hjælpes ad med at håndtere og finde løsninger for fremtidens klimaudfordringer, understreger Keld Andersen.

Slusen under test og forbedring   

Slusen har i ugerne op til weekendens uvejr været under test og forbedring. Slusen testes hver uge, og Vejle Spildevand og Teknik & Miljø arbejder løbende på at holde den så optimal som mulig.

Der var netop lavet service på slusen, og Vejle Spildevand var ved at installere nødklapper. Der er meget snavs i omløbsåen, som kan stoppe slusen under brug, og derfor valgte Vejle Spildevand at installere såkaldte nødklapper for at sikre, at slusen ikke stopper under brug.

Arbejdet blev ikke færdigt inden weekenden, og da DMI kun varslede lidt regn, kunne arbejdet gøres færdig i den kommende uge. Det betød bl.a., at en afspærring forhindrede slusen i at lukke.

- Fredag sidst på dagen blev det dog tydelig at vi ikke kunne undvære drift af slusen, og der blev sat rigtig meget i gang for at finde en hurtig løsning, fortæller produktionschef Claus D. Christensen, Vejle Spildevand. 

- Vandvagten tilkaldte beredskabet for at få så meget pumpekraft som mulig klar, og 2 erhvervsdykkere fra beredskabet hoppede i omløbsåen og hjalp med at fjerne afspærringen.

- Spærringerne var fjernet, og vi var i drift med slusen kl. 20:35, hvor vi øjeblikkelig pumpede med alt kraft, faktisk mere end vi nogensinde har gjort, da vi kørte uden riste og uden om tromlen. Men vandmængderne, der kom ned over bakkerne, var så store, at vi ikke kunne undgå oversvømmelser, selvom slusen havde været i gang tidligere på aftenen.

- Og hvis slusen havde været indstillet til almindelig drift, havde vi kunnet pumpe mindre vand, end vi rent faktisk gjorde, understreger Claus D. Christensen. Problemet var bl.a., at der var så meget vand i Grejs å, så Fordeler Bygværket ved Abelones Plads ikke kunne følge med. Det gav oversvømmelser ud over bl.a. Vesterbrogade.

Under weekendens uvejr har Vejle Kommune forsøgt at holde borgerne orienteret om situationen på hjemmeside og facebook.

Der blev også sendt sms ud både fredag og søndag aften til de borgere, der har tilmeldt sig SMS-servicen https://www.vejle.dk/borger/mit-liv/akut-hjaelp-og-kriseinfo/hold-dig-opdateret/

 

Kontaktpersoner:

Borgmester Jens Ejner Christensen, tlf. 2016 3214.

Keld Andersen, afdelingsleder Landbrug & Vand, tlf. 3050 5317.

Produktionschef Claus D. Christensen, Vejle Spildevand, tlf. 2948 8961. 


SENESTE NYHEDER
DSC5845

07. november 2019

Vejle Spildevand fastholder priserne for 2020 trods rekordstore klimainvesteringer

Læs nyhed

DSC5900

05. november 2019

10.000 liter vand testede nyt klimaprojekt

Læs nyhed

20191030 203503

31. oktober 2019

Locumskoncert på Vejles største toilet

Læs nyhed

PUBLISERET IMG 20181210 115045 36 D18 48256 1.0

23. oktober 2019

Kom til indvielse af klimaprojekt på Vestbanevej i Vejle

Læs nyhed

DATO
14. oktober 2019

Ved at bruge denne side accepterer du, at vi anvender cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Se mere om vores cookie- og persondatapolitik.

Ok