1. maj er telefonerne åbne fra 8.30-12. Har du et akut kloakproblem uden for åbningstiden, så ring på vores vagttelefon på 70 23 60 61.
Forsiden / Nyheder / Fortsat meget store investeringer i kloaksystemet i 2024
DATO
1. maj 2025

Fortsat meget store investeringer i kloaksystemet i 2024

Årsregnskabet for Vejle Spildevand for 2024 er netop blevet offentliggjort, og det tegner billedet af, at selskabet fortsat foretager store investeringer i renseanlæg og kloakker. Det var især nedbringelsen af overløb, som selskabet havde fokus på.   

2024 blev endnu et år, hvor Vejle Spildevand har gravet mange nye kloakrør ned og udbygget kapaciteten på selskabets renseanlæg, så kunderne i Vejle Kommune trygt kan trække ud i toilettet. I 2024 var investeringerne på 169 mio. kr.    

“Vores bestyrelse har et klart ønske om, at vi gør en ekstra indsats for at nedbringe overløb, så vores investeringer i 2024 bærer præg af denne prioritering,” udtaler direktør i Vejle Spildevand Mikael Schultz om årsregnskabet, der blev godkendt på selskabets generalforsamling onsdag d. 30. april.  

Gamle kloakker udskiftet i Børkop 

Af konkrete projekter fremhæver direktøren bl.a. Børkop, hvor flere projekter har været i gang i 2024. Han fortæller: “I Børkop har vi afsluttet separatkloakeringen af området ved Kirkebakken, og vi har fornyet vores hovedpumpestation og et bassinanlæg, som alt sammen er med til at nedbringe overløb til Skærup Å. I Mørkholt er vi gået i gang med at kloakere sommerhusområdet.” 

I Børkop har Vejle Spildevand haft flere projekter, der bidrager til at nedbringe overløb til Skærup Å. Her ses arbejdet i Kirkebakken. 

Hvad betyder separatkloakering?

Separatkloakering betyder, at gamle kloakker moderniseres ved, at kloaksystemet deles i to rør: Ét rør leder regnvandet til et regnvandsbassin og tilbage til naturen, og ét rør leder spildevandet til rensning på et af selskabets seks renseanlæg. 
 
Separatkloakering giver en lang række fordele for både vandmiljøet og naturen – og det er med til at nedbringe overløb.

Sidste del af projekt Bedre Badevand sat i drift 

Direktør Mikael Schultz lægger også vægt på projekt Bedre Badevand, som gør en stor forskel for overløb fra Vejle Renseanlæg. En stor lagertank med plads til at opbevare 5 mio. liter regn- og spildevand blev sat i drift i 2024, og det markerede et vigtigt punktum for projektet. Han udtaler: 
 
“Med projekt Bedre Badevand halverer vi den samlede overløbsmængde på Vejle Renseanlæg og i Vejle Midtby. I løbet af tre år har vi gennemført en række markante forbedringer, som giver vejlenserne bedre badevand og renere vandmiljø. I løbet af få år vil i alt 75% af overløbene omkring Vejle være fjernet, fordi vi samtidig også fortsætter separeringen af kloaksystemet.” 

Lagertanken er med til at halvere overløbsmængden fra Vejle Renseanlæg.

Nye kloakker i mange områder 

Det er ikke kun i Børkop, at Vejle Spildevand har udskiftet de gamle og udslidte kloakker, så overløb kan blive nedbragt. Selskabet har også haft projekter i disse områder 

  • Damhaven ved Teglgårdsvej 
  • Bredballe ved Dampskibsvej 
  • Egtved ved Søndergade 
  • Mølholm ved Parallelvej 
  • Nørremarken i stadionkvarteret 

Desuden er selskabet gået i gang med planlægningen af separatkloakering i Grejs, Vonge og området ved første tunnel i Bredballe.

Nye kloakker til byggemodninger 

Selskabet har også ansvaret for at etablere nye kloakker ved private og kommunale byggemodninger. De nye kloakker er bl.a. lagt i jorden til nye boliger flere steder i Vejle By, Bredballe, Give, Thyregod, Gårslev, Vonge og Vandel. Desuden har selskabet også udbygget kloakinfrastrukturen for erhvervsområder i Nørremarken og Vejle Nord.

Årets overskud er ikke kontanter 

Årets resultat lander på 107 mio. kr., men direktør Mikael Schultz lægger vægt på, at resultatet ikke er kontanter, der kan lægges i selskabets kassebeholdning, hvilket mange fejlagtigt tror. Overskuddet er genereret af investeringer i byggemodninger og kloakrør, hvor investeringerne har været større end afskrivningerne på de eksisterende anlæg.  

”Det er vigtigt at understrege, at vores overskud ikke er likvide midler, som vi kan give tilbage til kunderne. Vores værdier er gravet ned i jorden, hvor kloakrør, spildevandspumper og andre anlæg hver dag året rundt sikrer forsyningssikkerheden i hele Vejle Kommune, så kunderne trygt kan trække ud i toilettet.” 

Vejle Spildevand skal balancere sine indtægter og udgifter 

  • Vejle Spildevand er et aktieselskab, som er ejet af Vejle Kommune. Baggrunden er, at Folketinget i 2010 besluttede, at kloakafdelingerne skulle skilles ud fra kommunerne og gøres til selvstændige selskaber.

  • Vejle Spildevand må ikke tjene penge som traditionelle aktieselskaber, der skal sørge for udbytte til deres aktionærer. Det er derimod et såkaldt hvile-i-sig-selv-selskab, hvor der skal være balance mellem indtægter og udgifter over en periode, som typisk er fire år.  

  • Vejle Spildevand får indtægter fra private kunder og virksomheder, der betaler for at aflede spildevand. Alle indtægter bruges på at investere i kloakrør, spildevandspumper, bassiner og renseanlæg, så den kritiske infrastruktur af kloaksystemet sikres bedst muligt.   

Læs hele årsrapporten

Årsrapport 2024 Vejle Spildevand AS.pdf
Download
KONTAKTPERSON

SENESTE NYHEDER
Lagertank til 5 mio. l regn- og spildevand på Vejle Renseanlæg

01. maj 2025

Fortsat meget store investeringer i kloaksystemet i 2024

Læs nyhed

Road Work 1148205 1280

15. april 2025

Indsnævring af Horsensvej fra 22. april til 9. maj

Læs nyhed

Kagemand - Vejle Spildevands 15 års fødselsdag

14. april 2025

15 år med vand i balance: Se vores største milepæle

Læs nyhed

Farvel Jakob Ejskjær 3

01. april 2025

Jakob takker af efter knap 40 år med drift af kloakker i Vejle

Læs nyhed

DATO
1. maj 2025
KONTAKTPERSON

This is not for humans ceo@vejlespildevand.dk