På Vejle renseanlæg kommer der til at myldre med gravemaskiner og entreprenører med sikkerhedshjelme og gule veste, fordi der skal bygges nye lagertanke til spildevand og en ny pumpestation ved Toldbodvej. Lagertankene skal opbevare spildevand, når der er pres på kloaksystemet. De bliver overdækket, så lugtgener minimeres mest muligt.
Bedre Badevand er et af de største anlægsprojekter, Vejle Spildevand nogensinde har sat i værk. Vi reducerer antallet af overløb til den indre del af Vejle Fjord til et absolut minimum, og resultatet er bedre badevand til vejlenserne.
Bedre Badevand er en hurtig indsats, hvor vi i løbet af tre år gennemfører markante forbedringer på Vejle renseanlæg og kloaksystemet – til glæde for mennesker og natur.